Stilheden

Det var mig, der bad om det. Det er vigtigt for mig, at det bliver sagt.

Jonas og jeg havde været sammen i fire år, og vi havde prøvet meget. Bind for øjnene. Silkebånd om håndleddene. Hans hånd hårdt om min nakke, når han tog mig bagfra. Men der var én ting, jeg aldrig havde turdet sige højt, og en aften efter to glas vin hviskede jeg det ind mod hans hals:

"Jeg vil ikke kunne sige noget. Jeg vil bare mærke."

Han sagde ikke noget længe. Så kyssede han mig og sagde: "Så må vi finde ud af, hvordan du siger stop uden ord."

Den kom med posten en tirsdag. En sort silikonekugle med små huller, en læderrem med sølvringe. Jeg holdt den i hånden og mærkede, hvordan varmen steg op i mine kinder. Og længere nede.

Lørdag aften tændte han stearinlys i soveværelset. Jeg havde kun et sort trusse-sæt på, og jeg sad på sengekanten og ventede, mens han satte sig foran mig på hug.

Han lagde en lille metalklokke i min højre hånd.

"Hvis du taber den, stopper jeg. Uanset hvad. Hvis du ryster den, sætter jeg farten ned. Og jeg kigger på dig hele tiden. Okay?"

Jeg nikkede. Han ventede.

"Sig det," sagde han. "Det er sidste gang i aften, du kan."

"Okay," hviskede jeg. "Jeg vil."

Han løftede kuglen op foran mine læber. Jeg åbnede munden, og han lod den glide ind, langsomt, mens han så mig i øjnene. Den var glat og fyldte mere, end jeg havde troet. Så løftede han mit hår til side og spændte remmen om bag mit hoved. Ikke stramt. Bare nok.

Og så var der stille.

Det var det mærkeligste. Jeg kunne ikke sige hans navn. Jeg kunne ikke sige mere eller ja eller vent. Alt, hvad jeg følte, skulle ud gennem min krop i stedet, og pludselig følte jeg det hele dobbelt så stærkt.

Han løftede min hage og kyssede kuglens kant, mine mundvige, min kind. Så skubbede han mig blidt ned på ryggen.

Hans hænder gled ned over min hals, over brystbenet, og han tog sig god tid. Han lagde hænderne om mine bryster gennem den tynde bh og lod tommelfingrene cirkle, og jeg hørte min egen lyd, dæmpet og sulten bag kuglen. Lyden gjorde noget ved ham. Jeg så det i hans øjne.

"Der er du," hviskede han.

Han knæppede bh'en op og lod sin mund følge sine hænder. Jeg kunne ikke bede ham om at skynde sig. Jeg kunne kun bue ryggen og knuge klokken i hånden og lægge alt i de lyde, jeg kunne lave. Han forstod dem allesammen.

Da han endelig trak trusserne ned over mine lår, rystede jeg allerede. Han kyssede sig ned over min mave, langsomt, og stoppede lige der, hvor jeg ville have ham, og så op på mig.

Jeg kunne ikke tigge. Jeg kunne kun se på ham.

Det var nok.

Jeg ved ikke, hvor længe han holdt mig der. Lige på kanten, igen og igen, og hver gang jeg var ved at falde ud over, stoppede han, kyssede indersiden af mit lår og ventede, til mit åndedræt faldt til ro. Spyttet løb fra min mundvig ned ad kinden, og jeg var ligeglad. Jeg havde aldrig følt mig så hjælpeløs og så tryg på samme tid.

Da han til sidst lod mig komme, var det som en bølge, der havde bygget sig op i en time. Det rev gennem mig fra tæerne og op, min ryg løftede sig fra madrassen, og skriget, der kom, blev kvælt af kuglen til en lang, rystende lyd. Klokken klemtede i min hånd, fordi jeg rystede så meget, og han så hurtigt op.

Jeg holdt den stramt og rystede på hovedet. Ikke stop. Bare fortsæt.

Han smilede og kravlede op over mig.

Bagefter løsnede han remmen og tog kuglen ud, og han tørrede mine kinder med tommelfingeren og kyssede mig, før jeg overhovedet havde fået vejret.

"Hvordan var det?" spurgte han.

Min stemme var hes og fremmed. "Jeg har aldrig været så højlydt i mit liv."

Han lo. "Det hørte jeg."

Klokken ligger stadig i natbordsskuffen. Ved siden af kuglen.

Alle personer i novellerne er fiktive og over 18 år, og alt foregår frivilligt.