"Én time," sagde Mikkel og holdt flasken med mandelolie op. "Du må ikke hjælpe til. Du må ikke sige undskyld. Du skal bare ligge der."
Line grinede, men hun lagde sig på maven på de varme håndklæder, han havde lagt på sengen. Rummet duftede af lys og noget krydret. Han havde tænkt over det, kunne hun se. Det gjorde hende blød indeni.
Hans hænder var varme, da de begyndte ved skuldrene. Lange, rolige strøg ned langs rygraden og op igen. Hun mærkede, hvordan ugens møder og indkøbslister og ubesvarede beskeder slap taget, én muskel ad gangen.
Han tog sig tid. Til lænden, til hofterne, til de bløde steder bag knæene, som hun ikke vidste var så følsomme. Hver gang hun ville sige noget, lagde han blot en hånd fladt på hendes ryg, og hun tav og trak vejret i stedet.
"Vend dig," hviskede han efter lang tid.
Hun gjorde det og åbnede øjnene. Han så på hende med et udtryk, hun ikke havde set i lang tid – ikke sult, ikke travlhed, men en slags stille undren. Olien glinsede på hendes hud i lysets skær.
Hans hænder fandt hendes mave, hendes bryster, langsomt og uden at gribe. Hun hørte sig selv sukke. Han lod hænderne glide videre ned, og hun lod benene falde fra hinanden, fordi det føltes som det mest naturlige i verden.
Han var tålmodig. Uendeligt tålmodig. Han lyttede til hendes vejrtrækning og fulgte den, op og op, indtil hun greb fat i lagnet og hele verden blev til varme og bølger og hans navn.
Bagefter lå hun længe med lukkede øjne.
"Var det en time?" spurgte hun.
"Halvanden," sagde han. "Tillykke med fødselsdagen."
Hvad syntes du om novellen?
Giv den 1–5 stjerner. Det hjælper andre med at finde de bedste historier.
Bliv den første til at bedømme.
Alle personer i novellerne er fiktive og over 18 år, og alt foregår frivilligt.
← Flere noveller