Louise havde tænkt over det hele ugen. Hver gang hun sad i et kedeligt møde, havde hun ladet tankerne glide hen til fredag aften og til den lille seddel, hun havde skrevet og lagt i Kristians jakkelomme: "Fredag er det min tur. Kom hjem kl. 20. Spis inden."
Han kom hjem 19.58. Hun hørte nøglen i døren og smilede for sig selv.
Stuen var mørk bortset fra lysene på sofabordet. Musikken spillede lavt. Hun sad i lænestolen i den sorte kjole, han altid sagde, han elskede, og hun rejste sig ikke, da han kom ind.
"Sæt dig," sagde hun og pegede på sofaen. "Der er tre regler. Du må ikke røre mig, før jeg siger det. Du skal fortælle mig, hvad du ser. Og du skal være tålmodig."
Han satte sig med et skævt smil. "Det lyder som tortur."
"Det er meningen."
Hun rejste sig og gik langsomt hen mod ham. Hun lod ham se på hende, lod ham beskrive hende med en stemme, der blev mere og mere hæs. Det var en mærkelig, berusende følelse – at være den, der havde magten, og at nyde det uden at undskylde.
Hun satte sig overskrævs på ham og tog hans hænder og lagde dem på armlænene. "Ikke endnu," hviskede hun. Hun kyssede ham, langsomt og dybt, og mærkede, hvor meget han ville. Hun tog sig god tid. Det var hendes aften.
Først da hun selv var helt klar, tog hun hans hånd og viste den præcis, hvor og hvordan. Han lærte hurtigt. Han fulgte hende, lyttede til hende, og hun lod sig falde ind i det, uden at tænke på andet end sin egen nydelse – bølge efter bølge, til hun råbte hans navn ud i den mørke stue.
Bagefter lå hun med hovedet på hans bryst.
"Hvornår er det min tur?" spurgte han.
"Næste fredag," sagde hun. "Måske."
Hvad syntes du om novellen?
Giv den 1–5 stjerner. Det hjælper andre med at finde de bedste historier.
Bliv den første til at bedømme.
Alle personer i novellerne er fiktive og over 18 år, og alt foregår frivilligt.
← Flere noveller