Det regnede, da de svingede ind på grusvejen. Mette slukkede for radioen, og pludselig var der kun lyden af vinduesviskerne og havet et sted bag klitterne. Jonas lagde hånden på hendes lår, sådan som han plejede at gøre, før børn og arbejde og alt det andet havde fyldt hver eneste time.
"Telefonerne bliver i bilen," sagde hun. Han grinede, men han protesterede ikke.
Sommerhuset lugtede af træ og gammel brændeovn. Jonas fik ild i den, mens Mette fandt vinen frem og to glas, der ikke passede sammen. De satte sig på det slidte tæppe foran ilden, tæt nok til at deres skuldre rørte hinanden. Det var mærkeligt, tænkte hun, at man kunne savne nogen, man så hver dag.
"Du ser træt ud," sagde han blidt. "Men smuk. Mest smuk."
Hun lænede hovedet mod hans skulder. Hans fingre fandt nakken under hendes hår og masserede de små spændte muskler, langsomt, som om han havde al tid i verden. Det havde han jo også. Det havde de begge, i to hele døgn.
Da hun kyssede ham, var det først forsigtigt, som et spørgsmål. Han svarede ved at trække hende ind til sig. Varmen fra brændeovnen og varmen fra hans krop smeltede sammen, og hun mærkede, hvordan noget i hende åbnede sig, som havde det ventet.
De klædte hinanden af i skæret fra ilden, uden hast. Han kyssede hendes skulder, hendes kraveben, ned over brystet, og hun lukkede øjnene og lod sig blive set. Ikke som mor, ikke som kollega – bare som kvinde, som hans.
"Fortæl mig, hvad du har lyst til," hviskede han.
Hun fortalte ham det. Og han lyttede, med hænderne og munden og hele sig selv, indtil hun ikke kunne tale længere og kun kunne trække vejret i lange, skælvende stød. Bagefter lå de under tæppet og så flammerne brænde ned, mens regnen trommede på taget.
"Vi skal gøre det her oftere," sagde hun.
"Hver måned," sagde han. "Og telefonerne bliver i bilen."
Hvad syntes du om novellen?
Giv den 1–5 stjerner. Det hjælper andre med at finde de bedste historier.
Bliv den første til at bedømme.
Alle personer i novellerne er fiktive og over 18 år, og alt foregår frivilligt.
← Flere noveller