Skyerne havde samlet sig hele eftermiddagen, men ingen af dem ville være den første til at sige, at de burde vende om. Da de første tunge dråber ramte grusstien, grinede Anna bare og trådte hårdere i pedalerne.
Shelteren lå i en lysning ved søen. De nåede derind, netop som himlen åbnede sig for alvor, og stod og pustede under det lave tag, gennemblødte til skindet. Regnen trommede på træet og fik søen til at koge af små ringe.
"Du drypper," sagde Rasmus og strøg en våd hårlok væk fra hendes kind.
"Det gør du også." Hun lagde hånden på hans bryst, hvor t-shirten klistrede til huden. Hun kunne mærke hans hjerte banke, stadig hurtigt efter cykelturen – eller måske af en anden grund.
Han kyssede hende. Hans læber var kolde af regn, men hans mund var varm. Hun trak ham ind til sig, og kulden forsvandt, som om den aldrig havde været der.
De spredte hans regnjakke ud på bænken. Hun hev den våde trøje over hovedet, og han så på hende, som om han så hende for første gang. Det var tre år siden, de mødtes. Hun havde glemt, hvor godt det føltes at blive set sådan.
Det var langsomt og vådt og lidt klodset, og de grinede, da bænken knirkede. Men under grinet var der noget andet – en sult, en ømhed, en følelse af at have hele verden for sig selv, mens regnen lukkede den ude.
Da bygen drev over, lå de tæt sammen og så solen bryde gennem skyerne over søen. Damp steg op fra skovbunden.
"Vi burde blive våde oftere," sagde Anna.
Rasmus kyssede hendes skulder. "Jeg tjekker vejrudsigten hver dag fra nu af."
Hvad syntes du om novellen?
Giv den 1–5 stjerner. Det hjælper andre med at finde de bedste historier.
Bliv den første til at bedømme.
Alle personer i novellerne er fiktive og over 18 år, og alt foregår frivilligt.
← Flere noveller