Skybrud

Vejrudsigten havde sagt let regn. Det var en løgn.

Da skybruddet ramte, var vi midt på stien gennem Dyrehaven, mindst tyve minutter fra bilen. Først et par tunge dråber. Så en lyd som et brøl, og så væltede vandet ned, som om nogen havde væltet en balje.

Sara skreg og lo på samme tid. Vi løb. Det hjalp ingenting.

Da vi nåede jagthytten, som min onkel lånte os, var vi gennemblødte. Jeg fumlede med nøglen, og vi væltede ind ad døren og stod og dryppede på trægulvet, forpustede og grinende.

"Jeg har ikke en tør tråd på kroppen," sagde hun og vred sit hår.

Jeg havde ikke hørt efter. Jeg kiggede på hende.

Hun havde lånt min hvide skjorte, da vi tog afsted. Den var for stor og gik hende til midt på låret, og hun havde bare et par korte cykelshorts under. Nu klistrede den til hende som en anden hud. Gennemsigtig. Hver eneste kurve tegnede sig gennem det våde stof. Skulderbladene. Rygraden. Den mørke skygge af hendes bh.

Hun vendte ryggen til mig for at hænge sin jakke på knagen, og jeg glemte at trække vejret.

Hun mærkede det. Selvfølgelig mærkede hun det. Hun vendte sig ikke om. Hun blev bare stående med ryggen til mig, og så tog hun langsomt fat i skjortens nederste kant med begge hænder.

"Jeg tror, jeg skal have det her af," sagde hun. "Ellers bliver jeg forkølet."

"Det ville være synd."

"Ja." Hun så tilbage på mig over skulderen med våde hårlokker klistret til kinden. "Det ville det."

Hun løftede kanten et par centimeter. Vanddråber løb ned ad bagsiden af hendes lår.

Jeg var hos hende på tre skridt. Jeg lagde mine hænder over hendes på skjortekanten og kyssede hendes våde nakke, og hun smagte af regn. Hun lænede sig tilbage mod mig med et suk.

"Du er også våd," mumlede hun.

"Så må vi hjælpe hinanden."

Vi klædte hinanden af i den lille entré med regnen tromlende på taget. Det tog lang tid. Det våde tøj klistrede og ville ikke slippe, og vi grinede og bandede og kyssede hinanden mellem hver knap. Da skjorten endelig gled af hendes skuldre og ramte gulvet med et vådt klask, stod hun der i bare bh og shorts med gåsehud over hele kroppen.

"Du fryser," sagde jeg.

"Så gør noget ved det."

Jeg trak hende ind til mig, og hendes kolde hud mod min fik os begge til at gispe. Så bar jeg hende hen til pejsen, hvor der heldigvis stadig lå brænde fra sidst, og lagde hende på det tykke fåreskind foran den.

Vi nåede aldrig at tænde op. Vi var varme nok.

Jeg kyssede regnvandet af hendes krop, dråbe for dråbe. Fra hendes kraveben ned over hendes bryster, der rejste sig mod mig i kulden, ned over hendes kolde mave, der sitrede under mine læber. Hun lå med hænderne i mit våde hår og stønnede ud i det tomme hus, højere og højere, mens regnen hamrede på ruderne.

Da hun trak mig op over sig, var hun ikke kold længere. Hun var brændende. Vi bevægede os langsomt sammen på fåreskindet, mens tordenen rullede over skoven, og hver gang lynet lyste stuen op, så jeg hendes ansigt, åbent og helt opløst. Hun kom med et skrig, der blev dækket af et tordenbrag, og hendes ben strammede sig om mig, mens bølge på bølge rystede gennem hende.

Regnen stoppede først ved midnat. Vi tændte endelig op i pejsen og lå under et tæppe og så flammerne.

Min hvide skjorte hænger stadig til tørre på en stoleryg. Hun har sagt, at jeg ikke får den tilbage.

Næste gang de lover let regn, tager vi til hytten igen. Uden paraply.

Alle personer i novellerne er fiktive og over 18 år, og alt foregår frivilligt.