Den sorte kjole

Min kusine havde sagt det helt tydeligt i invitationen: Ingen sort til brylluppet.

Jeg tog den sorte kjole på alligevel. Den korte, med den brede blondekant forneden, der kun lige dækkede det, den skulle. Jeg havde købt den for et halvt år siden og aldrig haft modet til at bruge den. I aften havde jeg en grund.

Grunden hed Victor. Brudgommens bedste ven. Og min første kæreste, da vi var nitten.

Vi havde ikke set hinanden i tolv år.

Han så mig i det øjeblik, jeg trådte ind i festsalen. Jeg så det på den måde, han stivnede midt i en sætning med en af brudepigerne. Han var blevet ældre. Bredere. Grå ved tindingerne i et jakkesæt, der sad, som om det var syet til ham.

Det kriblede helt ned i mine tæer.

Han kom ikke hen til mig. Ikke under middagen, ikke under talerne, ikke under brudevalsen. Men hver gang jeg kiggede op, kiggede han på mig. Og hver gang jeg rejste mig, fulgte hans blik kjolens kant.

Klokken var over midnat, da han endelig stillede sig ved siden af mig ved baren.

"Du har sort på," sagde han.

"Det har du også."

"Jeg er en mand. Det tæller ikke." Han tog en slurk af sin whisky og så ned ad mig. Langsomt. Uden at skjule det. "Den kjole er ikke fair, Emma."

"Hvorfor ikke?"

Han lænede sig tættere på, så hans læber næsten rørte mit øre. "Fordi jeg har brugt hele aftenen på at tænke på, hvad der er under den."

Godsejerens gamle kontor lå for enden af en mørk gang. Vi grinede som teenagere, da vi listede derind, og så stoppede vi med at grine.

Han låste døren bag os. Månelyset faldt ind gennem det høje vindue, og jeg stod med ryggen til ham og kiggede ud i haven, hvor gæsterne røg og lo.

"Tolv år," sagde han bag mig.

"Tolv år."

"Jeg har tænkt på dig."

Jeg sagde ikke noget. Jeg tog bare fat i kanten af kjolen og løftede den langsomt op bag mig. Bare et par centimeter. Bare nok til, at blondekanten gled op over mine lår, og jeg hørte ham holde vejret.

Så lagde jeg min hånd på min egen hofte og så tilbage på ham over skulderen.

"Så hold op med at tænke, Victor."

Han var hos mig i to skridt. Hans hænder lagde sig over mine på mine hofter, og han pressede sig ind mod min ryg, og jeg mærkede tydeligt, hvor meget han havde tænkt på mig. Jeg lænede hovedet tilbage mod hans skulder og lod ham kysse min hals, mens hans hænder gled op under blonderne og fandt bar hud.

"Du har ingenting på under," hviskede han, næsten vredt.

"Det var din skyld."

Han lo lavt mod min nakke. Så vendte han mig om og løftede mig op på det gamle skrivebord.

Tolv år forsvandt på et sekund. Vi kendte stadig hinanden. Han huskede stadig, hvor han skulle kysse mig for at få mig til at miste vejret. Jeg huskede stadig, hvordan jeg skulle bide ham i øreflippen for at få ham til at miste sin selvkontrol. Men nu var vi ikke nitten længere. Nu vidste vi begge, hvad vi lavede.

Det var både hurtigt og intenst. Jeg holdt min hånd for munden for ikke at blive hørt nede i haven, og han holdt mig fast om hofterne, og blondekanten var krøllet op om min talje. Da jeg kom, bed jeg ham i skulderen gennem den dyre jakke, og mine lår rystede så voldsomt om ham, at skrivebordet skramlede.

Vi gik tilbage til festen hver for sig. Han med krøllet skjorte. Jeg med kjolen glattet ud og håret redt med fingrene.

Min kusine fangede mig ved dansegulvet.

"Du har sort på," hvæsede hun.

Jeg smilede. "Det var det værd."

Over hendes skulder fangede jeg Victors blik. Han løftede sit glas mod mig. Om tre uger skal han til et seminar i København. Han har spurgt, om jeg stadig ejer kjolen.

Alle personer i novellerne er fiktive og over 18 år, og alt foregår frivilligt.