Flyet til Oslo var aflyst, og hotellet ved Kongens Nytorv var det eneste, der havde et ledigt værelse. Sara satte sig i baren med sin kuffert ved siden af sig og bestilte et glas hvidvin, mest for at have noget at holde fast i.
"Også strandet?" spurgte manden to stole længere henne. Han var i fyrrerne, gråt ved tindingerne, og han havde løsnet slipset som én, der havde givet op for i dag.
De talte om aflysninger og dårlig kaffe i lufthavne, og så om alt muligt andet. Han hed Daniel, var arkitekt og grinede med hele ansigtet. Hun opdagede, at hun lænede sig frem, når han talte. At hun lagde mærke til hans hænder.
Klokken blev elleve, og bartenderen begyndte at stille stole op. Daniel betalte for dem begge og tøvede et øjeblik.
"Jeg vil gerne invitere dig op på en drink mere," sagde han. "Men kun hvis du har lyst. Det er helt i orden at sige nej."
Det var netop det, der fik hende til at sige ja.
Værelse 214 havde udsigt over pladsen, hvor lysene glimtede i det våde fortov. Han skænkede to glas fra minibaren, men ingen af dem drak. Hun stillede sig ved vinduet, og han kom hen bag hende, så tæt, at hun kunne mærke hans varme uden at han rørte hende.
"Må jeg?" spurgte han.
Hun nikkede. Hans læber strejfede hendes nakke, og et sitren løb gennem hende fra hovedbunden og ned. Hun vendte sig og kyssede ham, sultent, overrasket over sig selv. Han løftede hende op på vindueskarmen, og byen forsvandt bag hende.
Det var ikke som i hendes fantasier. Det var bedre – fordi det var virkeligt, fordi han hele tiden så på hende, som om han ville være sikker på, at hun var med. Og det var hun. Helt og aldeles.
Om morgenen var hans plads i sengen tom, men på natbordet lå en seddel: "Tak for en aflyst aften, jeg aldrig glemmer. – D."
Sara smilede hele vejen til Oslo.
Hvad syntes du om novellen?
Giv den 1–5 stjerner. Det hjælper andre med at finde de bedste historier.
Bliv den første til at bedømme.
Alle personer i novellerne er fiktive og over 18 år, og alt foregår frivilligt.
← Flere noveller