Julefrokosten var ved at være slut. Maria havde danset med hele salgsafdelingen og drukket præcis ét glas for meget, og nu stod hun i elevatoren med frakken over armen, da Simon fra økonomi smuttede ind lige før dørene lukkede.
"Fjerde sal?" spurgte han og trykkede, før hun nåede at svare. De skulle begge hente deres tasker.
Mellem anden og tredje sal blinkede lyset – og så stoppede elevatoren med et ryk. Nødlyset tændtes, svagt og orange.
"Fantastisk," sagde Maria. Simon trykkede på alarmknappen, og en træt stemme lovede, at der ville komme nogen om en halv time.
De satte sig på gulvet med ryggen mod væggen. Først var det akavet. Så begyndte de at tale – rigtigt tale, ikke om regneark. Om rejser, om musik, om hvorfor hun altid tog trapperne, og hvorfor han altid sagde godmorgen, selv når hun ikke svarede.
"Jeg har faktisk tænkt på dig," sagde han pludselig og så ned i gulvet. "Længe. Jeg har bare aldrig turdet sige det."
Maria så på ham i det orange lys. Hun havde også tænkt på ham. På hans hænder, når han forklarede noget. På hans latter fra kaffekøkkenet.
"Så sig det nu," sagde hun.
Han kyssede hende i stedet. Forsigtigt først, som for at sikre sig, at hun ville – og da hun trak ham tættere, forsvandt al forsigtighed. Det var hedt og hemmeligt og fuldstændig uansvarligt, og hun var ligeglad.
Da elevatoren pludselig gav et ryk og fortsatte opad, sprang de fra hinanden og grinede som teenagere. Dørene gled op på fjerde sal.
"Mandag," sagde Simon. "Kaffe? Rigtig kaffe, ikke den fra automaten."
"Mandag," sagde Maria. Hun kunne ikke holde op med at smile.
Hvad syntes du om novellen?
Giv den 1–5 stjerner. Det hjælper andre med at finde de bedste historier.
Bliv den første til at bedømme.
Alle personer i novellerne er fiktive og over 18 år, og alt foregår frivilligt.
← Flere noveller