Første gang

Pakken lå på sengen, da jeg kom hjem. Sort papir, rødt silkebånd og en lille seddel i Mads' håndskrift: Kun hvis du vil. Ingen pres. Jeg er i stuen.

Jeg stod længe og kiggede på den, før jeg rørte ved den. Vi havde talt om det et par gange, sent om aftenen, når vi lå tæt og hviskede ting, vi aldrig ville sige i dagslys. Jeg havde indrømmet, at tanken om at give slip, om at lade ham bestemme helt, fik mit hjerte til at hamre. Han havde bare kysset mig på panden og sagt: "En dag, når du er klar."

Jeg trak i båndet.

Indeni lå et par håndjern i blankt metal, foret med sort pels. Et par lange læderhandsker. Sorte strømper med strømpeholder. Og nederst, rullet sammen som en sovende slange, en ridepisk med flettet læderskaft og en flad, blød flap for enden.

Jeg tog pisken op. Den var tungere, end jeg havde troet. Læderet duftede nyt og varmt, og da jeg lod den glide gennem fingrene, mærkede jeg en sitren helt ned i maven.

Det tog mig tyve minutter at klæde mig om. Strømperne. Strømpeholderen, som jeg måtte kæmpe med. De sorte trusser. Handskerne, der strammede om fingrene og gjorde mine hænder fremmede, som om de tilhørte en anden og modigere kvinde.

Jeg stillede mig ved soveværelsesvinduet med ryggen til døren og pisken holdt bag mig i begge hænder. Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg kunne høre det.

"Mads," kaldte jeg. Stemmen rystede.

Jeg hørte ham rejse sig. Skridtene i gangen. Så stilhed i døråbningen, lang nok til at jeg begyndte at fortryde.

"Herregud," sagde han lavt.

Jeg vendte mig ikke om. Det turde jeg ikke. "Jeg ved ikke, hvordan man gør," sagde jeg.

"Det gør ikke noget." Han kom langsomt nærmere. Jeg mærkede hans varme bag mig, før han rørte mig. "Vi gør det sammen. Men først skal vi aftale noget."

Hans fingre lukkede sig om mine på piskens skaft.

"Hvis noget bliver for meget, siger du rød. Så stopper alt. Med det samme. Hvis du er usikker, siger du gul, så sætter jeg farten ned. Forstår du?"

"Rød. Gul."

"Og hvis du bare vil have mere?"

Jeg sank. "Så siger jeg ingenting."

Jeg kunne høre smilet i hans stemme. "Godt."

Han tog pisken ud af mine hænder. Så hørte jeg den lette klirren af metal.

"Hænderne frem."

Jeg rakte dem frem. Pelsen var blød mod mine håndled, men da låsen klikkede, ét klik og så et til, løb der et gys gennem mig, som ikke havde noget med kulde at gøre. Jeg trak forsigtigt i dem. De sad fast. Jeg kunne ikke komme ud, medmindre han ville det.

Det burde have skræmt mig. I stedet blev jeg helt stille indeni.

"Hvordan har du det?" spurgte han.

"Godt," hviskede jeg. Og det var sandt.

Han førte mig hen til sengen og lod mig knæle på kanten med de bundne hænder strakt frem mod lagenet. Så trådte han et skridt tilbage, og jeg kunne ikke se ham længere. Jeg kunne kun høre ham. Hans vejrtrækning. Gulvbrædderne, der knirkede, mens han gik langsomt rundt om mig.

Det første, jeg mærkede, var piskens flap. Ikke et slag. Bare en let berøring, der gled hen over min skulder og ned langs rygraden, så sagte at jeg fik gåsehud over hele kroppen. Ned over lænden. Langs kanten af strømpeholderen. Hen over bagsiden af mine lår, hvor strømperne sluttede, og huden var bar.

Jeg holdt vejret.

"Du venter på det, ikke?" sagde han.

"Ja."

"Ja, hvad?"

Ordet sad fast i halsen. Det var så fjollet, så filmagtigt, og alligevel føltes det som det mest naturlige i verden, da det endelig kom ud.

"Ja, herre."

Det første slag kom, før jeg nåede at gøre mig klar. Ikke hårdt, mere et klask end et slag, men lyden fyldte værelset, og varmen bredte sig ud over min hud som en bølge. Jeg gispede.

Han ventede. Jeg vidste, at han ventede på et ord. Rød eller gul.

Jeg sagde ingenting.

Det andet slag var lidt fastere. Det tredje fik mig til at krumme tæerne i strømperne. Mellem hvert slag lod han piskens flap hvile på det sted, han lige havde ramt, eller strøg den blidt hen over huden, som for at berolige den. Smerte og ømhed, igen og igen, til jeg ikke længere kunne skelne dem fra hinanden.

Ved det femte slag hørte jeg mig selv stønne. Jeg genkendte ikke lyden.

Han lagde pisken fra sig. Jeg hørte den ramme natbordet med en blød lyd.

Så var han der, helt tæt. Hans hænder på mine hofter. Hans mund ved min nakke, varm ånde mod den fugtige hud.

"Du er så smuk sådan her," hviskede han. "Ved du det?"

Jeg kunne ikke svare. Jeg kunne kun læne mig tilbage mod ham, så langt håndjernene tillod det.

Han greb fat i kæden mellem mine håndled og trak mig blidt, men bestemt, op mod sig, så min ryg pressede mod hans bryst. Hans anden hånd gled op over min mave, langsomt, ejende, som om han havde al tid i verden. Som om jeg var hans.

Og i det øjeblik var jeg det.

"Sig det," hviskede han.

"Jeg er din."

Han vendte mig om og skubbede mig ned på lagenet med de bundne hænder over hovedet. Det sidste, jeg så, før jeg lukkede øjnene, var hans blik. Mørkt, sultent og fuldstændig nærværende.

Resten af natten tilhører kun os to.

Bagefter lå jeg med hovedet på hans bryst. Håndjernene var væk, og han kørte langsomt en tommelfinger hen over de svage røde mærker på mine håndled, mens han kyssede mit hår.

"Var det okay?" spurgte han.

Jeg tænkte over det længe. Over hvor bange jeg havde været, da jeg åbnede pakken. Over hvor fri jeg havde følt mig, da låsen klikkede.

"Næste gang," sagde jeg, "vil jeg have bind for øjnene."

Han lo og trak mig tættere ind til sig.

Alle personer i novellerne er fiktive og over 18 år, og alt foregår frivilligt.