Overarbejde

Klokken var kvart over ni, og kontoret var tomt bortset fra os to. Deadline var i morgen klokken otte. Præsentationen var halvfærdig, kaffen var kold, og Andreas havde løsnet slipset for en time siden.

Vi var begge projektledere. Ligestillede. Konkurrenter, sagde folk. I to år havde vi drillet hinanden over mødebordet, rullet med øjnene ad hinandens slides og væddet om, hvem der fik den næste store kunde.

Og i to år havde jeg tænkt på ham, når jeg lukkede øjnene om aftenen.

"Slide fjorten er forkert," sagde han bag mig.

Jeg sukkede og lænede mig ind over skrivebordet for at se skærmen bedre. Min nederdel var stram, og jeg vidste godt, hvordan det så ud. Jeg vidste også godt, hvorfor jeg blev stående sådan lidt længere end nødvendigt.

"Det er ikke forkert," sagde jeg uden at vende mig. "Du kan bare ikke lide, at det er min ide."

Der blev stille bag mig. Alt for længe.

"Det er ikke det, jeg ikke kan lide," sagde han lavt.

Jeg drejede hovedet og så på ham over skulderen. Han stod en meter væk med hænderne i lommerne, og hans blik var ikke på skærmen.

"Hvad er det så?" spurgte jeg.

"At jeg ikke kan tænke, når du står sådan der."

Mit hjerte hamrede. Jeg kunne have rettet mig op. Lavet en joke. Sendt ham hjem. I stedet blev jeg stående, lænede mig lidt længere frem og så på ham.

"Så lad være med at tænke."

Han tog et skridt frem. Og et til. Han stoppede lige bag mig, så tæt at jeg kunne mærke varmen fra hans krop, men uden at røre mig.

"Er du sikker?" sagde han. "Det her kan ikke gøres om på mandag."

"Jeg har været sikker i to år, Andreas."

Han lo, et kort og forbløffet grin, og så lagde han hånden på min hofte.

Hans hånd gled langsomt ned over min nederdel og blev liggende, varm og fast, og han smilede ned til mig med det skæve smil, der havde irriteret mig i to år. Nu fik det mine knæ til at blive bløde.

Han bøjede sig ind over mig og kyssede min nakke. Jeg hørte mig selv sukke. Hans anden hånd fandt knapperne på min bluse, og jeg lod ham, én knap ad gangen, mens jeg holdt fast i bordkanten og så vores spejlbillede i den mørke rude.

"Persiennerne," hviskede jeg.

"Vi er på sjette sal."

"Persiennerne, Andreas."

Han lo igen og gik hen og trak dem ned. Da han kom tilbage, havde han taget jakken af, og jeg havde vendt mig om og sad på kanten af skrivebordet med blusen åben. Han stoppede og bare så på mig.

"Herregud," sagde han. "Hvorfor har vi spildt to år?"

"Fordi du er langsom."

Han greb fat om mine lår og trak mig ind mod sig, og så var der ikke flere ord. Bare hans mund på min, hans hænder under min nederdel, mine fingre der flåede hans skjorte op og hans bælte, der klirrede mod gulvet. Præsentationen gled ned ad bordet med et brag, og ingen af os så efter den.

Det var ikke blødt. To års opsparet spænding væltede ud af os på skrivebordet. Jeg bed mig i læben for ikke at skrige, og så opgav jeg det, fordi der ikke var nogen til at høre det. Da jeg kom, holdt jeg om hans nakke med begge arme og bed ham i skulderen, og han kæmpede for at holde sig selv tilbage bare lidt længere, for min skyld.

Klokken halv elleve sad vi på gulvet, svedige og halvt påklædte, og så på de spredte papirer.

"Slide fjorten," sagde han.

"Hvad med den?"

"Den er god. Den har altid været god."

Jeg smilede. "Det vidste jeg godt."

Vi vandt kunden. Og vi arbejder over hver torsdag nu.

Alle personer i novellerne er fiktive og over 18 år, og alt foregår frivilligt.